Åndehullet

Skulle være på kursus i de her dage. Men  jeg er nedlagt og kan ikke komme afsted. Det har rumlet lidt i kroppen i lang tid, jeg har fortrængt det,med Panodil og har været taget afsted selvom kroppen i virkeligheden har sagt " gå dog hjem i seng".  Kurset jeg går på er små step på vej rundt i narrativ terapi. Lige i de her dage handler det om eksternalisering .  Jeg var først helt død på emenet. Meningen var at jeg skulle ha' fremlagt det stof der skulle læses på. Jeg var af den grund nok helt død på det her. Men imellem arbejdet, børn, kæreste( vender jeg muligvis tilbage til), død krop, lidt mere børn der også har været sygdomsramte, lidt mere arbejde, tanker, sensible følser, venner, daglig trummerum  - ja så fandt jeg teksten.  Første gang jeg læste den fløj mine tanker rundt. Midt i de der flyvende tanker fandt jeg mig selv stor smilende, med bobler af glæde inden i. Finder noget ualmindeligt smukt i de her teorier. Det er så her jeg burde udfolde en længer...