Eksternalisering

Skulle være på kursus i de her dage. Men  jeg er nedlagt og kan ikke komme afsted. Det har rumlet lidt i kroppen i lang tid, jeg har fortrængt det,med Panodil og har været taget afsted selvom kroppen i virkeligheden har sagt " gå dog hjem i seng". 

Kurset jeg går på er små step på vej rundt i narrativ terapi. Lige i de her dage handler det om eksternalisering . 

Jeg var først helt død på emenet. Meningen var at jeg skulle ha' fremlagt det stof der skulle læses på. Jeg var af den grund nok helt død på det her. Men imellem arbejdet, børn, kæreste( vender jeg muligvis tilbage til), død krop, lidt mere børn der også har været sygdomsramte, lidt mere arbejde, tanker, sensible følser, venner, daglig trummerum  - ja så fandt jeg teksten. 

Første gang jeg læste den fløj mine tanker rundt. Midt i de der flyvende tanker fandt jeg mig selv stor smilende, med bobler af glæde inden i. Finder noget ualmindeligt smukt i de her teorier. Det er så her jeg burde udfolde en længere teoretisk forklaring. Men bliver i grundene lidt handlingslam i den retning..Lagde papirerne væk.. Lod dagene gå med børn, følser, arbdje og død krop... Tog fat i de der papir igen den anden dag ( læs en dag før kursus dagen). Blev igen ramt af de glade bobler. Og blev der også grebet af hvad det jeg læste kunne bruges til. Skrev noter og følte mig rigtig meget klar til at skulle fortælle hvad jeg havde læst. 

I går var det så jeg vågnede og kroppen sagde fra. Samtidig var et barn også nedlagt af feber. Så dagen i går kom til at gå med at overleve - på sofaen med dyne, Panodil til lige at magte fornødenheder - så som hjælpe barnet på toilettet , servere mad.. Og lidt Panodil til at slå det hele hen med. Fuck den slags! Jeg gider ikke slet ikke når jeg vil virke! I dag virker jeg lidt bedre, men også kun lidt. Jeg er fortsat smidt i dynen, tung i kroppen, sveder, fryser og har rigtig ondt af mig. Jeg er nød til at være her og overleve det her - ved nærmere tanke hedder det ikke "overleve det her" men gennem leve det her.

Nu skriver jeg så lige lidt om det der begreb jeg har ramt.. Har faktisk ramt det en del gange fordi det bruges rigtig meget i mit daglige job. Eksternalisering. Mærkværdigt ord... Men ting skal jo hedde noget. Problemer kan navngives. Når man navn giver noget kan man forholde sig til det. Når man sætter navn på noget ,sker der noget nyt, man kan flytte rundt på tingende.. Det kan blive frygteligt rodet når man kan flytte på ting. Men det Kan også ende med at der fakrisk falder ro på tingende og der opstår harmoni og orden. Godt så "åh Mona" nu roder du lidt meget med de der ord!!! Men sådan er det at være mig!

De der glade bobler i forhold til det der ord "eksternalisering"... Dem vil jeg nu forsøge at forklare ( når jeg nu ikke kunne få lov af min krop til at forklare dem på kursus )... Skyld og skam er jeg nød til at blande ind her, for det er nogle tunge djævle ord jeg kender til. Har mærket dem - mærker dem jævnligt, glor på dem og tænker når jeg ser dem "suk - og fuck jer"! Jeg gider ikke de to ord, jeg gider dem ikke fordi de smadre psyken. Hvis fanden har skabt noget, så det de to ord. Ikke ordene alene.. Der er de jo bare ord. Lige som eksternalisering er et ord. 

Skyld forbinder jeg med noget negativt.  "Det er din skyld, at alt det her sker", "det er din skyld, at jeg ikke kan...", "det er for din skyld at jeg gør...eller ikke kan gøre.. Eller "det er min skyld at...".. Slagte. Slagte, kend din plads! Du skal ihverfald ikke tro du er noget! Så kommer skammen på banen.. "Det er nok rigtig nok det er min skyld at alt det der sker", " det er min skyld du ikke kan.. "Jeg kravler lige ind i mig og kramper sammen i at jeg ikke er god nok", " det jeg gør og mærker er helt skævt - jeg er ikke god nok".. Av av.. Gem dig skam dig! Psyken nedbrydes.. En eller anden dag slår det måske hårdt. Måske bryder kroppen sammen i sygdom, måske bryder psyken helt ned.. Også i sygdom. Av av!!! 

Når der tales fagligt om ekternalisering.. Så handler det om at tale om problemet som problemet - pille problemet ud af mennesket. Altså er mennesket fritaget for at være problemet. Men problemet bliver en lille brik i mennesket vi kan pille ud og se på. Så begynder man der at rode med det. Se lige det bevæger mig! Det er dæleme kærlighed!! Nænsomt og ikke dømmende. I teorien findes der værktøjer som hedder positions kort og andet.. De ting skal jeg arbdje lidt med at forstå fordi jeg er "åh Mona ikke særlig fagliderlig på teori".. Tænk en fornem forkel en teori kan have! Jeg ville ønske vi som mennesker brugte det her eksternalisering sådan hele tiden. 

Farvel til skyld og skam.. Kan blive helt let og høj på menneskelighedens vegne. Hmm så kommer historien lige ind i billedet. Hvad er det jeg selv slæber rundt på - og hvor meget af det planter jeg hos mine børn? Og hvad fanden er det lige med en ny mand i mit liv, når jeg havde besluttet at den slags skulle jeg på ingen måder rode rundt i igen...Hvor er det lige "åh Mona "befinder sig - og hvorfor havde hun i nat et lorte maridt af den anden verden... ( heldigvis forvandt det der mareridt hurigt ud af kroppen. Så jeg kunne sove videre). Hvad er det i virkeligeheden jeg roder rundt i? 

Behagesygelighed.. Jo tak det lider jeg af, og det er min pest og gift. ( "slagte, slagte.. Du skal ikke tro du er noget").. 

Jeg ved jeg er noget - jeg ved jeg gør mit bedste. Jeg ved jeg kan blive bedre til mange ting. Jeg ved at dæmoner som skyld og skam skal jeg glo på mange gange og ved de kommer og går resten af mit liv. Men de to ord skal jeg styre de skal ikke styre mig. 

Lige nu 2 dage før mit 5 årigt jubilæum som "åh Mona" mærk dig selv- eller hvad jeg nu skal kalde det.. Så skal jeg beslutte om jeg skal lade politiet destruere hans sidste ord til mig, om jeg skal læse de ord, selv destruere dem.. Og sådan tænkte jeg da jeg var ved at falde i søvn i går.. Vågnede op kaldt tilbage til virkeligheden af angst. For mit mareridt i nat handlede om at han pludselig var i live og havde overstået sin straf.. Helsigvis var det en drøm, men det fortæller mig at der er noget der rumstere i mit sind, jeg lod det rulle og faldt i søvn igen. Angsten var meget levende, derfor vågnede jeg. Tanken om hans ret hvis han var i live kalder angst frem. Angst for at hans og mine børn skulle være sammen uden opsyn. Angsten for hvilket menneske han igennem tiden ville ha' udviklet sig til at være.. Føj! Godt det var en rigtig ond drøm. Men se så kom det der eksternalisering ind igen. Kegle Mona har igennem rigtig mange år pillet små dele af mig ud og set på dem. Mærket på de dele.. Smidt dem ind i mig igen..vil da gerne smide det væk, det er bare lettere sagt end gjort. Det virker bedere for mig at pille de der små bider ud og glo på dem og så tilbage med dem.. Bare med nye kanter på.. De ting er jo mig, også de  dumme ting som skyld, skam og her hmm hvad skal jeg kalde angsten.. Den hedder nok bare angst fjæs.

Ok så skal det med kærlighed lige gennem skrivemaskineriet - kan jeg lige så godt få klaret nu jeg er igang. Hvis jeg skal eksternalisere den lige nu så bliver det en meget meget lang historie.. Hvor skyld, skam, angst, behagesygen og mange andre ord skal pilles ud. 

Kærligheds liv er for mig en af de her vanskeligheder - jeg har rodet med. Først og fremmest skal man i mit hovede kunne holde sig selv ud. Det nytter ikke at være i et forhold hvis man er det fordi man ikke kan holde sit eget selskab ud. I mit sidst forhold kom jeg til at stikke af fra mig. Jeg havde bestemt ikke trang til det! Men det blev sådan fordi jeg hoppede over i behagesyge. Dav dav Mona klaphat! Jeg har ikke behov for et forhold der består af tosomhed hvor man begraver sig så dybt i hinanden at alle andre bliver væk. Muligvis krævede det forhold det ikke, men jeg havde den føelse.. Jeg kunne ikke være mig, for en del af mig er en flagre skid, der godt vil dele mange ting, det er faktisk sådan jeg for bearbejdet krøllerne i mit indre. Jeg troede vi forstod hinanden, men nu på afstand kan jeg godt se hvor langt væk vi var fra hiananden.. 

Nå det er nuet der handler om. Så det kommer der lige lidt af her. Igennem måske 12 år har jeg kendt et unikt menneske. En jeg første gang jeg mødte ham,tænke var en arrogant skiderik, der var lidt handicappet. gennem årene jeg har kendt ham,er den arrogance blevet afløst af det unikke. Vi har haft kontakt sådan on og off. Vores første møde var til et møde i landsforeningen arm/ben defekte. Bestyrelses møde. Sådan har vi mødt hinanden en del gange. Privat har vi gennem tiden gennemlevet lidt af hvert og fulgt hinanden sådan på afstand og mødtes ind imellem..udviklet et venskab og nu vi havnet noget tæt på hinanden.det har ikke været planen at det skulle ende som det lige nu er. Vi har faktisk i en lang periode ikke helt været en del af hinandens liv. Der dukkede så en besked op om hvor han spurgte om vi i grunden var en del af hinandens liv mere.. "Tag mig som jeg er".. Ja sgu, jeg ville ikke miste ham af en uforklarlig årsag. Efter den besked udveksling så er det gået slag i slag.. Har smagt på det der ord kærste.. Ret svært at forholde sig til når det jo i grunden var sådan at jeg ikke ville have en mand i mit liv på den her kærstemåde. Men jeg stritter ikke imod det der sker, det fandme i orden! 

Jeg kommer lige med en påstand de fleste nyforelsket nok vil komme med, men jeg har lige nu en oplevelse af følser jeg ikke har haft før. De er meget dybe og - kegle Mona oplever noget helt unikt vokse. Der er mange ting der er rigtig upraktiske i det her. Upraktiske ting som er vigtige elementer for os begge. Sådanne ting man ikke lige laver om på fysik afstand, job og børn. Sidst nævnte meget vigtige for os begge. Nu popper der lige er ord mere op tillid. Tilliden er for mig meget Vigtig. Tænker den i et hvert forhold er det grundlæggende, den har jeg på plads i det her. Det er unikt at kunne mærke hinandens nærhed selv på afstand. Nu tror jeg nok jeg vil lade det her emne ligge.. I der hele taget så vil jeg lukke skriveriet ned for i dag.. Har vist fået luftet nok ud nu. 

Tænker jeg vil kravle lidt længere ned under min dyne igen, og forsøge at finde rundt i de der teorier om eksternalisering.. Det fylder lige som kærligheden til alt muligt lige nu fylder. Tak liv fordi du lære mig så mange ting!