En kamp vundet og en sten er faldet fra hjertet.
For søren en dag det er i dag. Solen er fremme, mine unger myldre hjem, og jeg har intet fået lavet fordi jeg er smidt i gulvet og fløjet til himmels ,på en og samme tid. Glædes dans, med et hjerte der bare er så lettet at jeg slet ikke kan finde ud af, om det er virkelighed, eller det er et eller andet eventyrligt
Denne historie er lang,faktisk er den så lang at jeg ikke vil skrive den hele i dag men brudstykkerne af den.
Jeg har været alene i noget der ligner 2,5 år. Dette fordi ham jeg engang var gift med var syg i hans sind. Så ubeskriveligt syg, at han formåede at skjule det for hans omgivelser, og true sig til tavshed blandt dem der kendte til hans skygge side. Manden jeg fik halvdelen af mit firkløver med var pædofil. Jeg skriver var, fordi han er død, Han valgte at tage afsked med livet netop, som han skulle til at stå til ansvar for det. Han tog sit eget liv i Nyborg statfængsel.
At stå tilbage efter sådan en konstatering er en lang fortælling. Hver dag er ikke en leg, det kræver sit at forsøge, at holde sammen på de stumper der er omkring mig og i mig. Jeg har fra dag 1 af bedt om hjælp - jeg har fået halve løsninger som hjælp. Af halve løsninger har jeg forsøgt at samle os sammen. En opgave der på flere fronter slet, slet ikke kan lade sig gøre. Men jeg nægter at opgive, det er livet bare alt for herligt til!
Jeg har et barn i kørestol, og ja hun kræver altså lidt mere end de fleste. Jeg elsker hende over alt, lige som jeg elsker mine andre børn. Jeg vil rigtig gerne være her for hende. Men jeg har også et behov, et behov for at udvikle mig. Et behov for at være en del af pulsen i samfundet.
Det kræver sin mand at være kvinde og være bevist om sit behov. Vores samfund siger at vi skal arbejde, og vi skal gøre det længe..Men når det så skal føres ud i livet og der skal betales så bliver moralen en anden. I min kommune ser de gerne at jeg pusler rundt her hjemme. Eller faktisk mente de for et år tilbage at nu var det nok med det, nu skulle jeg arbejde og de skulle naturligvis nok hjælpe mig så hverdagen hang sammen.
Jeg har et job jeg elsker, og jeg vil blive på min plads,og vil kæmpe for at blive der. Har i den seneste tid mærket et enormt pres, fordi jeg nu har presset citronen så meget jeg kan. Jeg vil have den hjælp jeg skal bruge, ellers klasker jeg sammen! i det år der nu er gået på arbejdmarked, der har jeg ikke fået den hjælp jeg hele tiden har sagt, ville være den rigtige. Fra den dag jeg blev alene har jeg bedt om en ekstra hånd i mit hjem. En hånd til alt det praktiske, alt det der nu engang er i et hus fuld af liv. Jeg har travlt med at holde sammen på os der bor her.
Nå men til pointen med glæden i dag..SÅ kom der i dag besked fra kommunen, de vil nu give mig hjælp så jeg får en pose penge til at købe mig den hjælp jeg skal bruge..Mit ønske er at få en Au pair. En der bor her som kan hjælpe med alle de dumme praktiske ting som oprydning,rengøring osv...dem jeg kæmper med at nå - de trivielle ting jeg skrev om tidligere i dag, som jeg forsøger at gøre til en leg. De ser nu ud til at forsvinde ud af min verden. Fantastisk!!! Nu kommer jeg til at kunne holde 100 fokus på det der giver mening. Nemlig mig og mine unger.
Tænk at ting skal tage så lang tid, tænk at man skal være prøveklud for 100 mærkelige ting, fordi det set med "finans kommunale" øjne måske kan gøres billigt.. bedst, billigst princippet lever i bedste velforvarenhed. Det har jeg rigtig meget forståelse for! Men bedst ses jo med øjet der ser. Alt i alt tror jeg min egen løsning er den billigste. I mine øjne ser jeg den løsning som den bedste. Jeg skriver ikke her de ting der har været afprøvet og ikke afprøvet..så bliver denne historie endnu længere end den allerede er. Men hold da op hvor er der lavet mange krumspring for at få mig hjem og gå igen..JEG VIL være mor med ret til et liv hvor jeg også udvikles. Og i dag føler jeg at kamepen langt om længe er vundet.Jeg har fået et ja til det hjælpemiddel jeg har brug for.
Jeg har i dag mærkede hvad glædens og lettelsen tåre er for en størrelse.. Det da helt og aldeles en følelse jeg lige skal forholde mig til.. Den er edderbrodermene dejlig!!
Kysser livet og drøner lige ud til hjemme is bilen og køber et bjerg af fest is til mine børn..og har en kæmpe trang til at holde en gigantisk fest hvor jeg kan fejre livet, sammen med alle de mennesker der i løbet af de seneste 2,5 år har lagt øre til alt mit kævl!
Der findes små og store glæder og sorger i livet...Jeg er vild med det hele, elsker dog mest når jeg glædes, der ligger som regel rigtig meget lærdom gemt i rejsen til glæden,lærdom der gør ondt, lærdom der slider..Men hold da op hvor er gevinsten for sliddet dog bare fantastisk!!!
Denne historie er lang,faktisk er den så lang at jeg ikke vil skrive den hele i dag men brudstykkerne af den.
Jeg har været alene i noget der ligner 2,5 år. Dette fordi ham jeg engang var gift med var syg i hans sind. Så ubeskriveligt syg, at han formåede at skjule det for hans omgivelser, og true sig til tavshed blandt dem der kendte til hans skygge side. Manden jeg fik halvdelen af mit firkløver med var pædofil. Jeg skriver var, fordi han er død, Han valgte at tage afsked med livet netop, som han skulle til at stå til ansvar for det. Han tog sit eget liv i Nyborg statfængsel.
At stå tilbage efter sådan en konstatering er en lang fortælling. Hver dag er ikke en leg, det kræver sit at forsøge, at holde sammen på de stumper der er omkring mig og i mig. Jeg har fra dag 1 af bedt om hjælp - jeg har fået halve løsninger som hjælp. Af halve løsninger har jeg forsøgt at samle os sammen. En opgave der på flere fronter slet, slet ikke kan lade sig gøre. Men jeg nægter at opgive, det er livet bare alt for herligt til!
Jeg har et barn i kørestol, og ja hun kræver altså lidt mere end de fleste. Jeg elsker hende over alt, lige som jeg elsker mine andre børn. Jeg vil rigtig gerne være her for hende. Men jeg har også et behov, et behov for at udvikle mig. Et behov for at være en del af pulsen i samfundet.
Det kræver sin mand at være kvinde og være bevist om sit behov. Vores samfund siger at vi skal arbejde, og vi skal gøre det længe..Men når det så skal føres ud i livet og der skal betales så bliver moralen en anden. I min kommune ser de gerne at jeg pusler rundt her hjemme. Eller faktisk mente de for et år tilbage at nu var det nok med det, nu skulle jeg arbejde og de skulle naturligvis nok hjælpe mig så hverdagen hang sammen.
Jeg har et job jeg elsker, og jeg vil blive på min plads,og vil kæmpe for at blive der. Har i den seneste tid mærket et enormt pres, fordi jeg nu har presset citronen så meget jeg kan. Jeg vil have den hjælp jeg skal bruge, ellers klasker jeg sammen! i det år der nu er gået på arbejdmarked, der har jeg ikke fået den hjælp jeg hele tiden har sagt, ville være den rigtige. Fra den dag jeg blev alene har jeg bedt om en ekstra hånd i mit hjem. En hånd til alt det praktiske, alt det der nu engang er i et hus fuld af liv. Jeg har travlt med at holde sammen på os der bor her.
Nå men til pointen med glæden i dag..SÅ kom der i dag besked fra kommunen, de vil nu give mig hjælp så jeg får en pose penge til at købe mig den hjælp jeg skal bruge..Mit ønske er at få en Au pair. En der bor her som kan hjælpe med alle de dumme praktiske ting som oprydning,rengøring osv...dem jeg kæmper med at nå - de trivielle ting jeg skrev om tidligere i dag, som jeg forsøger at gøre til en leg. De ser nu ud til at forsvinde ud af min verden. Fantastisk!!! Nu kommer jeg til at kunne holde 100 fokus på det der giver mening. Nemlig mig og mine unger.
Tænk at ting skal tage så lang tid, tænk at man skal være prøveklud for 100 mærkelige ting, fordi det set med "finans kommunale" øjne måske kan gøres billigt.. bedst, billigst princippet lever i bedste velforvarenhed. Det har jeg rigtig meget forståelse for! Men bedst ses jo med øjet der ser. Alt i alt tror jeg min egen løsning er den billigste. I mine øjne ser jeg den løsning som den bedste. Jeg skriver ikke her de ting der har været afprøvet og ikke afprøvet..så bliver denne historie endnu længere end den allerede er. Men hold da op hvor er der lavet mange krumspring for at få mig hjem og gå igen..JEG VIL være mor med ret til et liv hvor jeg også udvikles. Og i dag føler jeg at kamepen langt om længe er vundet.Jeg har fået et ja til det hjælpemiddel jeg har brug for.
Jeg har i dag mærkede hvad glædens og lettelsen tåre er for en størrelse.. Det da helt og aldeles en følelse jeg lige skal forholde mig til.. Den er edderbrodermene dejlig!!
Kysser livet og drøner lige ud til hjemme is bilen og køber et bjerg af fest is til mine børn..og har en kæmpe trang til at holde en gigantisk fest hvor jeg kan fejre livet, sammen med alle de mennesker der i løbet af de seneste 2,5 år har lagt øre til alt mit kævl!
Kommentarer
Send en kommentar