Naturligvis...

Faldt lige over et digt i dag..."latterens elskerinde"...Det lyder således :

"Mine fødder

elsker med jorden

og føder ældgamel dansetrin

Musikken forfører min krop

Bevægleserne spirer

og valmuer blomstrer

fra mine fingerspidser

Mine arme omfavner et træ

så lyset gennemstrømmer mig

eksploderer

og bliver orgasmeblåt

for mine lukkede øjne

Barfodet

i strandkanten

med solen om skulderen

hengiver jeg mig til elementerne

og bliver luft og vand

og ulmende glæde

Livet elsker med mig

jeg er latterens elskerinde"

Har på det seneste haft rigtig mange dage hvor jeg er stået tidligt op...Ikke fordi pine og plage -  som i hverdagen (som jeg i grunden helt har glemt hvordan er)..Men fordi jeg simpelthen har haft lyst til det..Lyst til at tage min cykel og smutte ud til "a hav" som mine jyske gener kalder det...( Nå nej det jo vesterhavet der er "a Hav")...Der er en bid vej til det der vesterhav her fra..Sejerø bugten bruger jeg så her - Men det er vådt og det er dæleme godt!

Hvad sker der for den slags ting? Digtet her lyder lidt heksemutter et eller andet...Men den der moder jord er jo fantastisk..Kram et træ, ja for pokker, jeg krammer gerne med tæerne - Jeg syntes faktisk det er fantastisk at kramme en gammel eg eller bøg. Jeg får ikke orgasme af at kramme dem, men helt alvorligt talt, så får jeg på besynderligvis tanket livs kanalen op...Ikke kun ved at kramme et træ,,Men de bare fødder i sand og vand, solen på skuldrene...( når den altså er her, som den heldigvis er lige nu). Elementerne...Luft og vand..og glæden...Tja jeg suger det alt sammen til mig, blander himmel og hav og trækker det bedste ind..

Jeg er så heldig at være omgivet af rigtig mange mennesker. Menneske jeg holder helt vildt meget af! De er ved gud en blandet omgang...Flipper/hippie/kontormus/bistandsklienter/mormødre og fædre/bøller/ ingenøre/sygeplejesker/håndværker/ akademiker  osv.......Virkelig blandet skarre og jeg elsker hver og en af dem!De fortjener alle sammen det aller bedste - Det gør vi jo alle sammen!! Til tider er det nødvendigt at trække stikket lidt ud. Trække mig væk og ind i det inderste af det inderste i mig...Og det altså det jeg gør der ude, på moder naturs bedste opladnings station! 

Gad vide hvad meningen nu var med de her ord? Jeg har vitterlig ingen hensigt med de ord..Andet end sige...at det der digt det ramte mig på den fede måde...det giver jo mening for sådan en som mig..Der suger og tanker himmel og hav til mig som var det en eller anden bøf ( Hvis man er til protein heftig kost)... Livs energi...Prøv lige og smag på det ord! Fantastisk ord ik`?

På mange måder er det sådan at jeg samler, det der hjerte jeg har... Når jeg står der i det blå ( med eller uden bukser, afhængig af vejret og sådan)... Samler det der giver mening og smider det væk som hjertet og alt andet ikke har brug for...

Nå "åh Mona"...nu skal jeg ikke ævle mere...nu skal jeg nemlig...Et eller andet andet!